← Han havde en kjole for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: 'Kejseren er i garderoben!' 🔊✎
← 'Det var jo nogle dejlige klæder,' tænkte kejseren; 'ved at have dem på, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige der ikke dur til det embede de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme! 🔊✎
← og han gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde. 🔊✎
← De satte også to vævestole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste på væven. 🔊✎
← tænkte kejseren, men han var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. 🔊✎
← Så pegede de på den tomme væv, og den stakkels gamle minister blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se noget, for der var ingen ting. 🔊✎
← og så pegede de på den tomme væv, thi de troede, de andre vistnok kunne se tøjet. 🔊✎
← hvilket dejligt slæb han har på kjolen! 🔊✎
← 'Men han har jo ikke noget på,' sagde et lille barn. 🔊✎
← Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var. 🔊✎