← I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være vævere og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. 🔊✎
← 'Det var jo nogle dejlige klæder,' tænkte kejseren; 'ved at have dem på, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige der ikke dur til det embede de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme! 🔊✎
← ja det tøj må straks væves til mig!' 🔊✎
← tænkte kejseren, men han var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. 🔊✎
← skulle jeg ikke du til mit embede? 🔊✎
← Den gamle minister hørte godt efter, for at han kunne sige det samme, når han kom hjem til kejseren, og det gjorde han. 🔊✎
← tænkte manden, 'det er altså mit gode embede, jeg ikke dur til? 🔊✎
← dur jeg ikke til at være kejser? 🔊✎
← 'Men han har jo ikke noget på,' råbte til sidst hele folket. 🔊✎